Referat fra Generalforsamlingen i Tisvildelejeforeningen d. 28 aug 2022 kl 17.00
1. Formanden bød velkommen til GF.
Troels Hessner blev valgt som dirigent og referent.
GF er indkaldt rettidigt jf. vedtægterne, og blev erklæret lovlig og beslutningsdygtig.
2. Formandens beretning:
Tisvildelejeforeningen har i løbet af det forgangne år haft fokus på at skabe et fælles fundament for en lokalt forankret, demokratisk stemme i Tisvildeleje. Det har vi gjort ved at deltage i et møde med Gribskov Kommune i efteråret 2021 for at evaluere sommeren 2021 (og MIL) sammen med Erhvervsforeningen, Lokalrådet og Grundejerforeningen.
Efterfølgende stiftede vi 4 foreninger sammen med MIL en alliance – altså på demokratisk vis for at fremme dialogen mellem Tisvildelejeforenigen, Grundejerforeningen, Erhvervsforeningen, Lokalrådet og bestyrelsen for MIL.
Formålet med de mange møder, der er holdt henover vinter, forår og sommer siden sidste år, er at forsøge gennem dialog at skabe en vej hvor alle parter kan “leve” med det pres på byen de mange gæster til MIL medfører.
Alliancen deltager i evalueringen af MIL 2022 med Gribskov Kommune til efteråret.
Tisvildelejeforeningen oplever et positivt drevet fællesskab med et ønske om reel forandring for naturen, byens fastboende beboere, erhvervslivet, almindelige besøgende turister og sommerhusejere. De forskellige, store foreninger i byen har sat sig sammen for at finde nogle nye forslag og løsninger for at balancere sommer i Tisvildeleje i fremtiden.
Tisvildelejeforeningens grundholdning er, at der ikke er plads til MIL i Tisvildeleje. En normal festival har et telt/overnatningsområde og et sceneområde. Lige nu fungerer hele området omkring Tisvildeleje og Tisvilde by som overnatningsområde, og parkeringspladsen ved strand og skov som sceneområde. Dette er et overgreb på sommerhusejerne, og de fastboende, som ikke lyst til at forlade byen midt i sommerferien men er tvunget væk pga. høj musik til kl 05.00 om morgenen, samt gener fra massiv transport til og fra festivalpladsen af grej, udstyr og gæster og aflukning af hovedgaden for tilkørsel af de sommerhus-ejere og fastboende og gæster, som ikke kan gå til stranden. Opbygningen og nedtagning af MIL belaster byen i ca. 20 dage i de bedste uger af sommeren.
Tisvildelejeforeningen mener, at festivalen skal flyttes ud af byen fx. til Græsted eventplads, hvor der er både er plads til en voksende festival og til et tilknyttet overnatnings/campområde.
Internt i MIL taler man om “produktionen” af festivalen, dette er med til at underbygge den triste faktum at MIL er en beskidt industri, som lukrerer på og forurener vores unikke natur både med larm, affald og ufiltreret dieselafbrændning.
(Min. 13 tons diesel bliver brændt af ufiltreret, for at skaffe strøm til festivalens drift) Alt sammen for en gruppe mennesker skal more sig, og nogle få skal tjene (mange) penge.
En af vores medlemmer Timm Nielsen beskrev på Facebook ulemperne ved MiL tilstedeværelse på Facebook. Tisvildelejeforeningen mener indslaget præcist beskriver, hvad Mil bringer i spil i forhold til Tisvildelejes Særegne Skønhed og Fred – og Natur og Kultur, samt beboere og gæster, så indslaget er vedhæftet nedenfor. Tisvildelejeforeningen arbejder videre i samme spor, også med Hegnets Venner og vi arbejder for at erstatte kulturlivet i byen med mindre lokale tiltag af høj kvalitet. Vi arbejder desuden på at beskrive hvad vi mener en langsigtet vision for Tisvildeleje skulle være i en bæredygtig og balanceret fremtid.
MIL i et etisk perspektiv
MIL er tydeligvis til glæde for nogen, men til betydelig ulempe og gene for andre, ikke mindst de lokale. De mange gæster, der køber billet, ønsker en oplevelse og adgang til en vild fest. Arrangørende – den dynamiske duo – og deres hjælpere ser udsigten til en betydelig fortjeneste som deres motivation. Nu er der nødvendigvis ikke noget i vejen med at tjene penge, så det er heller ikke her hunden ligger begravet. Problemet er alene, at man har valgt at afholde et alt for store arrangement i et lille fredeligt og rekreativt lokalsamfund som Tisvildeleje, hvor lokalbefolkningen bliver påtvungen en uønsket invasion af et mere eller mindre berusede festpublikum, samt et større opbud af lastbiler, skurvogne, entreprenørmaskiner, gaffeltrucks og en hær af håndværkere i dagene op til og efter festivalen. Hele dette påtvungne menageri lukker byen og nærområdet af i en periode, hvor fastboende og sommerhusbeboere forventer at kunne afholde deres ferier i fred og ro. Hvor man fredeligt kan gå ture i Tisvilde Hegn og benytte en af de bedste badestrande i Danmark, som også tiltrækker mange børnefamilier fra oplandet.
MIL er ikke opstået ud fra et ønske fra lokalsamfundet, men er blevet dem påtvunget, stærkt hjulpet af en tidligere borgmester med et stærkt personligt engagement. Selv har han øjnet muligheden for at kunne tjene en mønt på udskænkning udenfor festpladsen.
Arrangørerne og deres servile kollaboratører kan godt fornemme at MIL er i modvind, så de appellerer uforpligtende til dialog, men afstår behændigt at svare på den omfattede kritik og de mange spørgsmål de mødes med. Selv saglige indlæg bliver undertiden fjernet fra deres hjemmeside, hvilket jeg selv har oplevet. Så ønsket om dialog er blot vinduespynt og ikke udtryk for vilje til at lytte til kritikken.
Umiddelbart må det forekomme indlysende, at en meget stor koncert set up, placeret i et lille intimt lokalsamfund, er et ualmindeligt dårligt match; men ikke for arrangørerne. Her bliver Tisvildeleje og omegn blot udnyttet som en pittoresk kulisse.
Anskuet etisk, vil jeg påstå, at MIL ikke et legitimt projekt, når det forhindrer lokalbefolkningen i at kunne færdes uforstyrret i deres eget hjem og lokalsamfund. Ved at hævde denne ret, fratager MIL lokalsamfundet i at nyde deres ret. Deri ligger det uetiske. Filosoffen Immanuel Kant formulerer det således: ”Du skal altid handle således, at grundlaget for din beslutning tillige kan gælde som et almengyldigt princip”. Mao.: ”Du skal behandle andre på samme måde, som du selv ønsker at blive behandlet”. I moralfilosofien betragtes udsagnet som et kategorisk imperativ, altså noget du skal. Overtræder du dette imperativ, handler du slet.
Som jeg forstår det, så er borgerne i Tisvildeleje ikke imod hverken fester, musik eller koncerter, men at lokalsamfundet bliver påtvunget, hvad der opleves som en voldsom tsunami af feststemte unge i uge 29. Jeg har også forstået, at ikke alle lokale påskønner, at deres haver bliver anvendt som toilet for trængende gæster, og at deres cykler fjernes mv. Det sker desværre ofte, når mange unge mennesker er samlet til fest og druk. Så bliver ”jeget” erstattet af et kollektivt ”vi”, som ikke rummer et personligt ansvar for det adfærd der udfoldes.
Lykkeligvis er der en meget simpel løsning. Ikke langt fra Tisvildeleje har Gribskov Kommune brugt mange penge på indretning af en stor og smuk eventplads. Den er bl.a. etableret for alverdens forskellige kulturelle aktiviteter kan finde sted, herunder større koncerter. Kommunen skal blot beslutte at MIL fratages deres nuværende tilladelse og henvise dem til eventpladsen, som de kan benytte mod betaling af en passende leje og depositum. Det bør politisk statueres, at Tisvildeleje ikke er egnet som eventplads for store festival arrangementer.
Timm Nielsen
Dirigenten gav herefter ordet til Peter Baumann, der repræsenterer foreningen i arbejdsgruppen ”Hegnets Venner”, for en orientering arbejdet:
- Han erindrede om, at Hegnets Venner (HV) blev etableret af Grundejerforeningen og Tisvildelejeforeningen i 2019 med det formål at ”tale den tavse skovs sag”. Han henviste til HV’s manifest på foreningens hjemmeside.
- HV havde i 2021-2 arbejdet intensivt for at få Hegnet udpeget som Naturnationalpark (NNP), hvor beskyttelsesinteressen er primær. Trods et meget stort arbejde, herunder udarbejdelse af en NNP-plan for området uden høje hegn og med en forskningsbaseret tilgang (Biocenter) lykkedes det ikke.
- Hegnet, der har en meget værdifuld biomasse og er ned 192 truede arter er Danmarks hotspot #1, er nu ”urørt skov”, hvor der skal findes en balance mellem beskyttelse og benyttelse. HV mener, at arbejdet for bedre og mere natur må styrkes, herunder gennem oprustning af relevante kompetencer og viden. Siden efteråret 2021 har HV drøftet etableringen af et Biocenter på Nyhus (tidligere Skovfogedbolig) med Københavns Universitet og Naturstyrelsen.
- Planen er at etablere et feltlaboratorium som et i Danmark unikt, tværfagligt kraftcenter for faktabaseret flora- og faunaovervågning og forskning i områdets flora og fauna og den naturlige dynamik og forstyrrelser, bl.a. med fokus på samspillet mellem natur, forvaltning og friluftsliv. Centret vil være base for forskere og naturfaglige organisationer, lige som det er tanken at etablere en – primært udendørs – publikumsrettet informations og formidlingsaktivitet.
- Etablering og drift af centret forventes primært fondsfinansieret.
Arbejdet fortsætter med henblik på en afklaring inden for de kommende måneder.
Beretningen godkendtes enstemmigt.
3. Foreningen har i beretningsåret hverken haft indtægter eller udgifter.
4. Det foreslås, at medlemsskab fortsat er gratis.
5. Der forventes hverken indtægter eller udgifter.
6. Ingen forslag er indkommet
7. Valg af ny Bestyrelsen: Jacob Borch formand, Annika Escherich bestyrelsesmedlem, Troels Hessner bestyrelsesmedlem, Cristina Poplador bestyrelsesmedlem
8. Der valgtes ingen suppleanter
9. Ingen revisor er nødvendig
10. Ingen emner rejst under eventuelt
Dirigent: Troels Hessner
Formand Jacob Borch
Kosack
Vi er helt enige i at Musik i Lejet bør flyttes.
Venlig hilsen
Carl og Alice
Elisabeth Harpøth
Vel talt. Helt enig
Jacob Woge Nielsen
Goddag, og tak for referat. Jeg tillader mig hermed at sende et læserbrev til Ugeposten, som ikke blev optaget. Det handler om et måske lidt overset aspekt, nemlig:
Udlejning i uge 29.
Støjniveauet i den trafikale blindgyde kaldet Tisvildeleje er markant øget siden Musik i Lejet har holdt sit indtog. Ikke kun selve festivalen. På samme måde som skrald i naturen tiltrækker mere skrald, og graffiti tiltrækker mere graffiti – tiltrækker støj mere støj, efter devisen: når de må, så må vi også. Situationen og lydtrykket omkring festivalen og pludseligt opståede følgefester er blevet så grel, at det har økonomiske konsekvenser i forbindelse med udlejning. I praksis er udlejning på almindelige markedsvilkår umuliggjort, dels i selve uge 29, dels lejemål i uge 30 med indflytning lørdag middag i uge 29, dels to-ugers ophold (28+29 samt 29+30), og endelig længerevarende ophold hen over uge “2900 Happiness”. Man kan til nød låne ud, men man kan ikke leje ud. For man kan som udlejer ikke længere være sikker på og endnu mindre garantere, at boligen overhovedet kan anvendes til overnatning, og udsætter dermed sig selv for diverse søgsmål og erstatningskrav. Boligen må stå tom, med de negative konsekvenser det har for økonomien i at have et sommerhus – medmindre naturligvis lånerne/lejerne selv bidrager til herlighederne, med begrundelsen “jamen det er uge 29”. Og så må man alt – fuck naboerne! Jeg ser denne udvikling som en direkte konsekvens af festivalens eksistens og megalomane struktur, der er milevidt fra de oprindelige asfaltbal, hvor alle i Tisvilde var velkomne og det ikke bare gjaldt om at trykke den max af.