Tisvildelejeforeningen Generalforsamling d. 28 aug 2021
Bestyrelsen konstituerede sig efter generalforsamlingen i 2020 med Jacob Borch som formand, Troels Hessner som kasserer og Peter Baumann som sekretær.
Bestyrelsen har siden generalforsamlingen i 2020 afholdt to møder. Foreningens hjemmeside er lettere revideret. Kontakten i bestyrelsen har i øvrigt været vedligeholdt elektronisk.
Bestyrelsen har i det forløbne år især arbejdet med 3 sager.
Samarbejdet med Hegnets Venner
Som omtalt i beretningen til generalforsamlingen i 2020 har Tisvildelejeforeningen sammen med Grundejerforeningen for Tisvilde og Omegn etableret arbejdsgruppen ”Hegnets Venner”. Det er en lille gruppe af frivillige, lokale helårs- og sommerhusbeboere med en bredspektret faglig baggrund, som føler en forpligtelse til at tale ”den tavse skovs sag”. Gruppens udgangspunkt er, at beskyttelse af natur og biodiversitet i Hegnet skal have første prioritet. Hegnet er et udsædvanligt artsrigt område, og det rummer 192 truede arter, hvilket gør det til et helt særligt stykke af Danmark.
Arbejdsgruppen har fulgt debatten om natur-nationalparker med henblik på at kunne indgå i en konstruktiv debat med myndigheder og andre interessenter. Arbejdsgruppen har noteret sig, at formålet med natur-nationalparker er at forbedre natur og biodiversitet i Danmark, hvilket er helt i tråd med gruppens manifest (se manifestet på vores hjemmeside).
Det er besluttet, at der skal etableres op mod i alt 15 nye natur-nationalparker. 5 parker er allerede placeret (Fussingø, Gribskov, Almindingen, Stråsø og Tranum). En række områder, herunder Hegnet (Tisvilde Hegn, Asserbo og Liseleje Plantager samt Melby Overdrev), er udpeget som mulige fremtidige natur-nationalparker. Der er afsat 888 mill. kr. til finansiering af natur-nationalparkprojektet.
Arbejdsgruppen peger på, at Hegnet med dets høje diversitets-bio-score, som kræver særlig beskyttelse, er en oplagt kandidat til at blive udpeget som natur-nationalpark eller en variant heraf. Hegnets Venner ser her en mulighed for at udvikle et af Danmarks højest prioriterede og værdifulde biodiversitetsområder.
Hegnet er et populært rekreativt område med mange forskellige aktiviteter. Det er positivt, og dette skal kunne fortsætte på et balanceret niveau. Aktiviteterne er imidlertid i de senere år øget, og Hegnets Venner frygter, at dette truer flora og fauna, og dermed biodiversiteten. Med klassificeringen som naturnationalpark, hvor biodiversitet får første prioritet, kan denne udvikling vurderes og vendes rundt.
Hegnets Venners arbejde er foreløbig mundet ud i et konkret forslag til miljøministeren om at udpege Tisvilde Hegn, Asserbo og Liseleje Plantager samt Melby Overdrev, ”Hegnet”, til natur-nationalpark under en række præcise forudsætninger, som Tisvildelejeforeningen er enig i. Tisvildelejeforeningen har støttet og medvirket i dette arbejde og vil deltage aktivt i det kommende arbejde for at opnå udpegning af Hegnet inden for rammerne af oplægget til miljøministeren.
Hegnets Venner har etableret et bredt fagligt kontaktnet og fondsfinansiering af faglig bistand i det videre arbejde.
Telemasten i Skoven
Gribskov Kommune gav den 8. november 2017 tilladelse til opførelse af en telemast på et areal i det nordlige hjørne oven for redningshuset af ejendommen matr. nr. 1 a Tibirke Flyvesand, Tibirke.
Foreningen finder placeringen af masten kritisabel, og mere skånsomme placeringer synes ikke at have været overvejet. Det bemærkes, at masten ikke løser problemet med manglende dækning i områder af Hegnet. Under en telefonsamtale med den ansvarlige projektchef hos mobilselskabet 3 oplyses det, at placeringen har været et stort ønske fra festivalen Musik i Lejet.
Foreningen finder endvidere, at kommunens godkendelsesproces er kritisabel; de 4-5 nærmeste naboer blev hørt om en placering, som burde have været i offentlig høring. Deres indsigelser, herunder at andre mere skånsomme placeringer var mulige, blev ikke taget til følge. Foreningen noterer, at Gribskov Kommune også i andre sager kritiseres for mangelfulde høringsprocesser.
Det valgte areal ligger i statsskov, noteret som fredskov. Det ligger inden for kystnærhedszonen og strandbeskyttelseslinjen, inden for et område med særlige naturbeskyttelsesinteresser, bevaringsværdigt landskab, værdifuldt kulturmiljø og område med speciel geologisk bevaringsværdi. Endelig, og ikke mindst, ligger arealet inden for Natura 2000-område N135 Tisvilde Hegn og Melby Overdrev, samt i habitatområde H119. Det bemærkes, at Tisvilde Hegn har Danmarks højeste koncentration af truede arter med 192 af rødlistearter.
Der ligger pt en klagesag over placeringen, som afventer svar hos EU.
Telemasten skæmmer skoven. Ved vind over 4-5 s/m udsender den en kraftig hyletone. Problemet er blevet rejst over for Gribskov Kommune af foreningens formand og et berørt medlem. Kommunen har foranlediget afhjælpningsforanstaltninger iværksat.
Foreningen må med beklagelse konstatere, at masten nu står hvor den står.
“Musik i lejet”
Foreningens holdning til Musik i Lejet er velkendt; dens betænkeligheder er ikke blevet mindre med årene. Foreningen mener, at en musikfestival af denne art strider mod Tisvildelejes kulturelle og naturlige dna.
Foreningen finder at:
- Tisvildeleje er for lille til at rumme en festival med 10.-12.000 deltagere.
- De ca. 18 dage som opsætning, afholdelse og nedtagning af festivalen varer (og hvor P-pladsen beslaglægges og tilkørslen til strandområdet begrænses mm.) medfører en alvorlig begrænsning og ændring i områdets rekreative anvendelse i feriehøjsæsonen.
- Hovedgaden, som er eneste adgangsvej til festivalpladsen, er ikke dimensioneret til at klare det store transportbehov og de store menneskemængder.
- Tisvildeleje har hverken toilet- eller affaldskapacitet til de mange mennesker, hvilket medfører, at Hovedgaden bliver ét langt pissoir og affaldsspand. Dette breder sig ind over de tilstødende private veje.
- Kørsel med mere end 120 store lastbiler, shuttle-busser og såkaldte VIP-transporter gennem Hegnet er allerede ud fra naturhensyn uacceptabelt.
- P-pladsområdet er uegnet til events som festivalen. El-forsyningen er utilstrækkelig, og festivalen arbejder derfor med generatorer, som i festivalperioden forbruger ca. 12 tons dieselolie med betydelig CO2 udledning til følge.
- Støjniveauet i forbindelse med opsætning, gennemførsel og nedtagning af festivalen påvirker terrestisk og marin fauna negativt (molebyggeriet måtte til sammenligning efter krav fra Gribskov kommune kun foregå uden for perioden april-september af hensyn til ynglende marsvin).
- Festivalen tiltrækker et publikum, der mener sig berettiget til at feste med høj musik, og råb overalt i området.
- Festivalens strandrensning medfører indgreb i strand- og klitarealer. Store mængder sand og sten bliver omdannet til forurenet materiale og kørt væk, når sandrenseren hver dag kører på stranden under festivalen.
- På grund af forholdene afslår i hvert fald et lokalt udlejningsbureau at udleje sommerhuse i uge 29 medmindre ejeren insisterer og friholder bureauet for ansvar.
Foreningen har noteret sig, at selv et mindre arrangement i 2021 kaldet ”Sommersol” ikke har medført en forbedring af forholdene. De 3 dages koncert efterlod Tisvildeleje i kaos af knuste flasker, affald, skrald og intens urinlugt i hele hovedgaden og på stranden. Perioden var også præget af hærværk.
Foreningen mener, at antallet af alkoholbevillinger (specielt med natbevilling), bør begrænses, og der er behov for strammere kontrol med forbuddet mod at udskænke stærke drikke til personer, der ved yderligere indtagelse kunne give anledning til fare for vedkommende selv eller andre.
Også Gribskov Kommune må tage ansvar og medvirke til et bedre og roligere forløb samt en løbende og gennemgribende oprydning. Gribskov Kommune bør, så længe festivalen fastholdes, fastsætte støjgrænser og et rimeligt lukketidspunkt for festivalen og andre arrangementer i Tisvildeleje, ligesom flere andre kommuner gør.
Endelig finder foreningen, at det vil være i bedre overensstemmelse med nutidige forvaltningsprincipper, at kommunalbestyrelsens medlemmer afslår at modtage frikort til festivalerne. Andre kommuner fører efter det oplyste en sådan politik.
Sammenfattende er Musik i Lejet og uge 29 blevet en discount-begivenhed, som påvirker Tisvildelejes omdømme negativt. Tisvildelejeforeningen mener, at festivalen bør flyttes til en anden lokalitet; eller – alternativt – at deltagerantallet reduceres væsentligt, og at festivalen bliver afholdt uden for den egentlig feriesæsonen – for eksempel i september.
28 august 2021
Bestyrelsen
Kunne ikke være mere enig!
Er der nyt siden 2021?
Hvordan vurderer foreningen situationen efter at det er kommet frem at festivallens afholdelse strider mod lokalplanen mm.?